Det røde rum

Det er ikke den unge Arvid Falk i romanen "Röda rummet" af August Strindberg, der er tale om, men derimod Hr. fotograf og fru Bruun i Giverny.

På vores rejse dennegang havde vi booket nogle af hotellerne hjemmefra og andre fandt vi undervejs. Og hver gang var vi spændte på, hvad vi kom ferm til. Vi ved jo, at billeder er taknemmelige. Og prisen er ikke altid en garanti for et smukt sted. Og ordet smukt er diskutabelt.

Et af de første hoteller var ret specielt. Vi ankom om aftenen. Hotellet lå helt ned til Seinen. Det så fint ud på brochuren, de havde bare lige glemt at skrive, at toget kørte "igennem" værelset.  Værelserne havde hver deres egen farve. Ikke som en lille diskret ting, som f.eks et nummer eller en pude, nej det var gennemført med den samme farve på vægge, gardiner, fliser, sæbeholder og tandkrus. Vi fik et rødt værelse.

Næste morgen, da vi så resten af hotellet, blev vi ikke mindre overasket. For hvis værelset var rødt, var det intet imod restauranten og opholdsrummet. Meget burlesque indrettet. Billederne på væggen i restauranten var meget interessante. Læg mærke til alle de små mænd på skoene. Tænk hvis man kunne købe sådan nogle sko! Jeg fandt aldrig ud af hvem der var kunstneren bag billederne. En spændende oplevelse. Og hvor heldig kan man være. Hr. fotografs bukser og fru Bruuns gamle beautyboks passede helt perfekt til hotellet. Men een nat i det røde rum var tilstrækkeligt.

ØNSKER EN RIGTIG 

DEJLIG

 UGE

TIL ALLE

<>

Forskellige udtryk

Jeg vil gerne sige mange tak til alle, der er kommet forbi min blog efter tv-udsendelsen og skrevet på både blog og mail. Det har været overvældende. TAK. 

Jeg har aldrig hørt til de smukke i klassen. Som barn eller teenager drømte jeg tit om at få ændret mit udseende. Jeg ville gerne være lyshåret og med en sød lille næse og ligne Nina fra "Nina og Frederik". Men jeg var en drengepige. Så jeg har ikke haft et tab af den definerede skønhed. Derfor har jeg heller ikke haft problemer med, at jeg har ændret udseende - altså fået rynker.

Når jeg ser på mit ansigt i dag, så synes jeg, der er kommet en god balance, håret er da blevet lyst! I bogen jeg omtalte i sidste indlæg, henvises der til at Helena Rubinstein har sagt: "Der findes ingen grimme kvinder, kun dovne". Den tygger jeg stadig lidt på, for jeg er doven engang imellem. Som I nok har bemærket, er det det samme tøj, jeg har bragt i forskellige variationer i de seneste indlæg. For udover at være lidt doven vil jeg vise, at tøjet kan bruges på flere måder. Det synes jeg, er det mest interessante ved tøj.

Jeg har tøj, jeg bare aldrig skiller mig af med, uanset hvordan modestrømmene bevæger sig. Fx har jeg et par Ivan Grundahl bukser HER som jeg har syet ind og ud et par gange. De bliver i garderobeskabet. De blomstrede bukser bliver også nogen, jeg vil have for evigt, det kan jeg mærke. Her er de sat sammen med en silkeskjorte fra Magasins eget mærke og et par flade sko. Det giver sådan et lidt gadedrengelook. Og så er jeg tilbage til drengepigen - nu accepteret. For det look kan jeg godt lide.

RIGTIG 

GOD 

WEEKEND

OG 

ENDNU

ENGANG 

TAK

<>

Se det i øjnene...

For nogle måneder siden, læste jeg en bog, der hedder "Face It" med undertitlen, "What Women Really Feel as Their Looks Change and What to Do about It." Den er skrevet af to amerikanske forfattere, Vivian Diller og Jill Muir-Sukenick. Jeg læste om bogen HER hos "Not Dead Yet Style". Den handler om, at se sine rynker i "øjnene" og forstå, at vi ændrer os med alderen. Intellektuelt forstår vi godt, at vi bliver ældre. Så hvorfor giver rynker og gråt hår så megen kamp og så mange spekulationer. Det er nogle af de iagttagelser og spørgsmål, der er i bogen. De peger også på, at vi bliver bombarderet med skønhedsidealer der afhænger af, om vi ser unge og smukke ud. Og  forestillingen om, at skønhed er vores valuta, vores magt og det, der definerer os som kvinder. De peger på, at mange kvinder føler sig fanget og forvirret ved den kendsgerning, at de ældes. Og spørger - kan vi ældes naturligt med rynker og gråt hår, når vores udseende ikke definerer os længere. Og skal vi bekæmpe ældning, fordi skønhed og ungdom er værdsat så højt?

Nej! Det vil jeg synes er en dårlig ide. Men det gør jo ikke noget, at vi passer godt på os selv, gør os umage og gør os synlige. For ved at blive set, synliggør vi også ældning, der som bekendt er en uomtvistelig del af livet. Ja det beviser faktisk, at vi er i live. Ældning er bare en stil.

Her er mere leg med "Chanel/Dior-dragten". Jeg kan godt lide det pyntede sammen med det lidt rå.  Lidt nitter og lidt bling bling guld. 

ØNSKER 

EN GOD UGE

<>

Det lyserøde hus i Granville

Selvfølgelig er huset lyserødt, kan det være andet! Jeg var også i Granville, på besøg hos Dior, hans hus vel at mærke. Det lyserøde hus i Granville. Hans barndomshjem, som nu er museum. Christian Dior museet. Villaen ligger i en meget smuk have og omgivet af havet og klipperne.

I 1947 åbnede han sit eget modehus, med præsentationen af det legendariske New Look. Han ville fremhæve kvindekroppen - den timeglasformede krop. Hvorimod Chanel, der i sit design, ville give kvindekroppen fri. Dior beundrede kvindekroppen og ville skabe det unikke. På museet er der løbende udstillinger af Diors værker, for det må jeg kalde det - kunstværker. Der var rober i alle afskygninger.  Det var kunstværk. Jeg var virkelig betaget af at se på modellerne og de meget flotte stoffer og broderier. Der var også skitser og skabeloner, så man kunne følge de forskellige faser fra ide til færdigt værk. Og så var der fotografierne, de understregede den unikke Dior.  Det var meget spændende og jeg kunne næsten ikke få nok.  Der var kjoler i miniature på miniature modeller, en lilles piges drøm om en maniquindukke med det fineste tøj. Jeg var solgt. Man måtte ikke fotografere. Men i bogen jeg købte, er der billeder fra udstillingen. Dem, må man så heller ikke gengive. Jeg ville ellers gerne have vist hvor unik og fantastisk det var. Det bliver så bare mig, der optræder på slap line i min "Dior- og Chanel fantasi"

For bogen gav min inspiration, til at lege lidt med en gammel MaxMara dragt, købt for snart 18 år siden. Jeg har altid synes, den var sådan lidt både Chanel og New Look-agtig. Den har overlevet alle mine oprydninger gennem tiden. Jakken havde jeg på i sidste indlæg HER, men sat sammen med nederdelen bliver det noget andet.

Jeg  klikker  videre til det lyserøde hus.......

UDSIGT FRA 

CHRISTIAN DIORS HUS

ØNSKER EN

 GOD

 UGE

<>

DR K - "Den bedste alder" i tv

DR bringer i morgen på kanal K, den 7. oktober kl. 21.30, og de følgende tre onsdage, en udsendelsesrække der hedder, "Den bedste alder". Udsendelsen belyser vores forhold til alder. Den sætter spot på at vi, i vores kultur, længe har været besat af ungdom og ungdommelige værdier. Måske er der ved at ske en ændring. Der er i hvert tilfælde kommet flere ældre ansigter/kroppe på film og i blade. I udsendelsesrækken medvirker blandt andre en kulturforsker, etnolog, biolog, forfatter, musiker, trendspotter m.fl. Jeg har ladet mig fortælle, at denne "alvorlige" sag er krydret med humor og eksakt viden.

For et halvt års tid siden fik jeg en henvendelse fra et produktionselskab, Achtung Film, der producerer dokumentarfilm og programmer til blandt andre DR. De skulle producere ovennævnte udsendelse. Jeg blev spurgt, om jeg ville medvirke i et indslag i den serie. Jeg havde svært ved at beslutte mig. Men produceren og fotografen var utroligt søde og ægte interesseret i det jeg laver. Det hele lød meget seriøst, så jeg sagde ja til optagelserne. Jeg håber, det bliver nogle spændende udsendelser. At vi bliver klogere. Jeg synes, at emnet er meget relevant. Det er vigtigt hvordan vores sene alder bliver, og hvordan vi ser på os selv og hinanden.  

Bedste/Granny tilbage på "arbejde" i atelieret, i bukser fra Paul og Joe, jakke: MaxMara, sko: Billi Bi

HÅBER

 DET BLIVER EN

 GOD UGE

<>

Jeg ved hvor....

Jeg ved, hvor der findes en have så skøn udover Danmarks have. Det er, selv i regnvejr, Claude Monets have i Giverny, så helt utrolig unik og skøn. Det var den uorden, i det ordnede, der gav mig denne dejlige oplevelse. Mine billeder yder ikke haven retfærdighed, men alligevel har jeg, på nogle af dem, fået denne følelse af det ukontrollable med.

Jeg læste for 40 år siden en artikel i et blad om Monets have. Jeg rev siden ud og har altid gerne ville besøge haven. Der er ingen tvivl om, at det må være et farveorgie om sommeren, men det var den melankolske blues efterårsdag, der var min. Det var lige meget, hvor jeg gik, så var der et nyt indtryk. Selv om det var ned-blomstringstid, voksede alt overdådigt ind over hinanden. Jeg har set Monets malerier i Paris, men for mig, var der smukkere i haven. Nu giver uordenen i min egen have mening.

Monets lyserøde hus

De sidste roser hang så fine - tynget af regnen

Overalt små espaliertræer der danner ramme om bedene

Jeg købte en souvenir - paraply med Monet tryk  

RIGTIG 

GOD 

WEEKEND

OGSÅ 

HVIS DET BLIVER 

REGN

<>

Tour de road trip

Så er Fru Bruun ved at være tilbage på pinden, både fysisk og mentalt. Ringen blev sluttet i dejlige Hamburg, der altid er både hyggelig og smuk at besøge.  Det var en spændende tur vi havde Frankrig rundt og jeg vil bringe lidt på bloggen en gang imellem. Som I kan se, er jeg iført mit "rejsehabit"  fra 2014. Åbenbart kan jeg godt lide at stå ved floder eller kanaler. Og pludselig blev jeg også et år ældre - 68 og med kortere hår. Det første kan jeg ikke gøre så meget ved, men det sidste må jeg ændre lidt på. Det er derfor, det er så godt at blogge, det giver lige et par uha- eller aha-oplevelser.

Alster  Hamburg 2015.  

Seinen Paris 2014

Jakke & nederdel: Bitte Kai Rand. Taske: Mac Jacobs. Tørklæde: Lanvin. 

  

 VI 

SES IGEN

INDEN SÅ LÆNGE

<>