30. september 2012

Kunst, håndværk og tøj


Endnu et par oplysende ord om mode fra dengang mor ikke var så stor :) I 60'erne begyndte kunsthåndværkerne at synes moden var for meget. Tiden var til protester og alle skulle lave deres eget. Hvem husker ikke bogen "Den selvforsynende Have". Vi skulle også sy, strikke og lave vores egen mad fra vores egen have og helst i vores eget kollektiv. At tøjet nu skulle være kunst - håndværker - tøj,  går fint i tråd med tanken om, at en person skulle kunne det hele. Kunst og håndværk skulle gå op i en højere enhed. Det var rene tekstiler, bomuld, silke og uld, der blev arbejdet med. Bekældningsdesignere og tekstildesignere arbejdede sammen. Det trykte mønster på tekstilerne blev tilpasset i tilskæringen af kjolen eller frakken. Hvis der fx var striber i stoffet blev de tilpasset og indgik så de passede til kjolens facon. De lige linjer og de klare farver, der var en del af udtrykket dengang, var helt klart inspiration fra kubismen, som også var inspirationskilde for den hollandske kunstner Piet Mondrian, der igen inspirerede kunsthåndværkerne. Moden i 60’erne skulle være funktionel. 
Selv om der ikke er tale om kunsthåndværkertøj, vil jeg lige nævne, at YSL designede den berømte Mondriankjole til efterår/vinter kollektionen 1965. Kubismen var bare en af inspirationskilderne for kunsthåndværkerne Matisse var en anden. 




YSL, billedet er lånt fra Metmuseum HER 


Kunsthåndværkerbutikker som Form og Farve, Den Permanente og Blå Form var butikker alle talte om og Marimekko var i 70'erne stor inspiration for rigtig mange designere. Jeg nåede selv at havde nogle ting med på Den Permanente lige inden den lukkede. Blå Form eksisterer stadig og er en rigtig fin kunsthåndværkerbutik.  HER


Blå Form


Når både Blå Form og Marimekko HER har kunnet overleve, er det deres evne til at forny sig og samtidig holde fast i de gamle traditioner og meget vigtigt - tøjets store funktionalitet. Dengang i 60'erne og frem til 80'erne forsøgte man at tage afstand fra mode, men alligevel skulle vi alle "være med på moden".



Marimekko/Hermanni




Noget af det seneste vi har set på samarbejdet mellem kunst og mode, er mellem Marc Jacobs, Yayoi Kusama og Louis Vuitton, men det går nok ikke under betegnelsen kunsthåndværkertøj. Se mere HER
Det der gør Kusamas prikkekunst så anderledes, er de forskellige størrelser på prikkerne. De ser ud som om de bevæger sig. Det skaber en utrolig dynamik.




  

                                                                Det var lidt for denne gang.
                                     

                                                                   Jeg skal en tur til Paris
                                                                      så pas på jer selv
                                                                         til vi ses igen




23. september 2012

Mode og antimode



Er den gode smag blevet hjemløs? Spørgsmålet blev stillet ved en forelæsning på Designmuseum Danmark. I spørgsmålet ligger der en dobbelthed. Dels er der tale om, at inspirationen kommer direkte fra de hjemløse, fx mange lag, forskellige stoffer og stoffer der er revet i stykker. Og dels stiller overskriften også det spørgsmål, om den gode smag er blevet væk, er den blevet hjemløs? Og denne dialog stiller også spørgsmål ved hvad og hvem der definerer den gode smag.  Da hjemløsmoden kom frem, fik den betegnelsen ”hjemløschic” mode. Men blev det en trend?

En trend bliver defineret som noget der stadig er i forandring og samtidig er kollektiv. Det vil sige, der skal være flere der fange den samme ide. Vi kan sammenligne det lidt med skvalderkål, som der blev sagt, det popper op alle mulige stæder og næsten altid samtidig. Og så dør det igen. Tøjet herunder er en blanding af hjemløschik og punk.


Barbara I Gongini CPH Fashion Week



Barbara I Gongini CPH Fashion Week


Mode er hvad vi tillægger den.  Mode er som en social mekanisme - hvem vil vi være? Vil vi tilhøre en gruppe eller vil vi være vores egen? Selv når vi prøver at være vores egen, er det alligevel ofte en trend vi følger. 

Tøjet fortæller om status. Moden siver fra høj- til lav status, fra catwalk til gadeplan, men som sagt også omvendt. Fx har vi set, at fritidstøj og sportstøj danner couture. Tænk på benvarmere der for år tilbage var et hit i moden. Det kom både fra hjemløse og fra sporten. Jeg vil lige nævne Jane Fonda, hun blev synonymet på benvarmertrenden. Og sidst har vi set benvarmere hos Chanel i vintermoden 2011.


Chanel 2011 New York Fashion Shows


Men hvad er autentisk mode så, er det street fashion? Det er svært at sige. Og hvad er ny og gammel mode? Når vi bruger ordet ”vintage” er det et finere ord for gammelt brugt tøj der er blevet ophøjet og genbrugt. Vintagetøj skaber trend. Det popper op alle vegne og næsten samtidig. Det er blevet trendy at gå i vintagetøj eller genbrugstøj. Men i genbrugsforretningerne er det ikke nødvendigvis gammelt tøj der sælges, det er bare brugt. Så vi kan spørge hvem og hvad er autentisk, er det fx den fattige hjemløse der optræder på modebillederne som baggrund/tilbehør, eller er det når en hjemløs bliver model og går catwalk som ved Resteröds modeopvisning for AW 2012. Eller er det når gammelt bliver nyt?

Der blev også peget på modens opløsning og markedskræfterne. Det er ikke længere nok med 4   opvisninger om året, moden skal være økonomisk rentabel, så der skal hele tiden produceres nyt. Det kræver ekstra meget at skulle finde på hele tiden og derfor flyder det ud.  
Ivan Grundahl 2012



Det er mine noter fra foredragene der ligger til grund for det jeg skriver. Og forelæsningerne foregår på Designmuseum Danmark ved:  Ph.d., cand.mag. Marie Riegels Melchior; adjunkt, ph.d., cand.mag. Maria Mackinney-Valentin; museumsinspektør, cand.mag. Kirsten Toftegaard; cand.mag. Nikolina Olsen-Rule; lektor, ph.d., cand.scient. Lise Skov.

6. september 2012

Tørklæde og gråt hår

Jeg er meget glad for tørklæder. Jeg bruger det på mange måder. Jeg har aldrig fundet en hat jeg synes klæder mig eller også har jeg ikke hattehoved. Jeg har vinter huer, men ikke sådan nogle elegante hatte. Når jeg cykler så meget som jeg gør, er det også lidt besværligt med hat. Jeg savner tit at kunne tage en hat på, den kan gøre ethvert outfit elegant, og det savner jeg i min garderobe. I stedet tager jeg et tørklæde, det holder lidt på krøllerne.
Jeg har et særligt tørklæde, som jeg bruger når det bliver lidt køligt. Jeg har fået det af en sød "gammel" nabo, altså en nabo jeg har boet ved siden af engang, vi er lige gamle eller også er jeg den ældste. Det er et rigtigt dejligt tørklæde. Det er hæklet og af det blødeste blødeste bomuld. Det er meget langt og jeg kan sno det som jeg vil og det glider ingen steder i modsætning til silketørklæder. Jeg sætter forskelige brocher i, alt efter hvad jeg skal. Det er mit ynglings cykeltørklæde. 


Smykker Nanna Ditzel for Georg Jensen, tørklæde Anne-Vibeke 

Alle mine tørklæder lå engang i en kurv og jeg kunne aldrig finde det jeg skulle bruge. Men så fik jeg den ide at rulle dem sammen og placere dem på en hylde i mit skab. Nu kan jeg lige trække det ud jeg skal bruge og når jeg er færdig lægger jeg det bare øverst - hvis I forstår. På den måde kan jeg  overskue alle farverne.









    Her har jeg brugt det store rødstribede tørklæde som sarong, dengang vi troede det blev sommer.


1. september 2012

September og Hermés - I love you



Så er det September min bedste måned - og jeg bliver 65. Så nu kan jeg kalde mig pensionist og få rabat i tog og busser. Juhuuuu.  Måske kan jeg også få et tilskud til lappegrej og olie til min cykel.

Der er en blog jeg igen og igen vender tilbage til og det er Ari Seth Cohens blog Advanced StyleHver gang jeg ser den, bliver jeg i så godt humør. Den mand skulle have en Oscar. Det er simpelthen den mest livgivende blog jeg kender. Kvinderne er højt op i årene og alligevel så sprudlende at se på. Iscenesættelsen af dem selv og deres hverdag giver i den grad livsglæde og livsforlængelse. Jeg kan kun beundre dem og tage det til mig. Som gammel er det vigtig at have et mål hver dag og det kunne  fx. være at klæde sig smukt, sjovt og spændende. Pensionist-tilværelse skal være morsom, så det er på tide jeg vender tilbage til "arbejdet". Bloggen er også min iscenesættelse af min hverdag. Når jeg finde tøj og ting, så er det et af mine sjove mål at vise det på bloggen. Mine tanker afspejler sig i det jeg vælge. På den måde bliver det mit lille "kunstværk" og for hver gang bliver jeg lidt mere modig.

Jeg har haft min blog i lidt over et år og det har været meget spændende. Det har også været dejligt at tage en lille pause, klare tankerne og lade op, men nu kan jeg ikke vente længere, jeg har virkelig savnet jer :) Jeg vil sige mange tak for de dejlige mails og kommentarer jeg har fået. Jeg vil også sige tak til hver eneste på min blogliste. Jeg bliver altid inspireret når jeg læser den. 




Det tørklæde her synes jeg er så fint. Jeg tror, jeg er tørklæde-aholic. Det er et Hermés tørklæde som jeg har fået forærende. Sammen med tørklædet var der også en lille gave som fulgte med tørklædet. En æske med små tegninger som viser hvordan man kan binde sit tørklæde. Jeg kan rigtig godt lide den humor der er i de tegningerne / streg, som Hermés også bruger i deres tegnefilm.




          Og så er der deres vinter kollektion - er den ikke smuk? Jeg ved det godt - jeg elsker de farver.











Hermés NewYorkFashion
Strømperne er da utroligt smukke! Man kan helt bestemt finde nogle der ligner.
Jeg vil gå på udkig efter sådan nogle og hvis jeg finder dem, vil jeg viser jer dem.

Tak fordi I kom forbi og ha' det godt til vi ses igen...