21. august 2012

Efterårsæblehave


”Forestil dig en efterårsæblehave, duften af stærkt grønt græs, muld, høj blå himmel stærke æbler og nordisk melankoli” Sådan stod der i et blad fornylig. Det var beskrivelsen af en dansk vin. Men det beskriver også den følelse jeg får hvert år, når det bliver sensommer og sommeren er ved at være forbi. Så kommer den der stemning af at lukke ned, plukke æblerne og lægge dem i kurve og kasser, sætte havemøblerne ind - noget er forbi og så kommer den nordiske melankoli. Vi ved at dagene bliver korte. Men samtidig venter også ild i brændeovnen og chokolade med flødeskum og et skvat whisky når det bliver rigtig koldt og ikke mindst den skønne vinter mode.




Hver gang når denne følelsen sniger sig ind på mig, er jeg nødt til at lade den komme, så bliver jeg stille  et stykke tid. Denne gang kunne jeg mærker, at jeg også var ved at være drænet for energi. Selv om jeg ved, at når denne stemning har fået lov til at ligge og sunde sig lidt, så bliver den til forventning, glæde, lyst og energi igen, så har jeg besluttet at tage en lille pause fra min blog, og se om jeg imellemtiden kan få løst nogle af mine tekniske layout problemer.







Denne aften inviterede fotografen på en lille middag. Det blev nemlig den første, smukkeste og varmeste aften vi har haft i år. Vi havde besluttet at finde et sted, hvor man kunne spise udenfor. Men da vi skulle bestille bord var alt optaget. Vi blev hjemme og fik vi en god salat med nybagt brød og vin fra fotografens ”vinkælder”. 


Foto: H.N.

                                                 Tak fordi du kom forbi. Håber vi ses igen.



19. august 2012

Bellman, lopper, Sophienholm og flamencosko


Så blev det én af årets varmeste dage, men jeg havde besluttet at tage på loppemarked i Holte og Lyngby og slutte af på Sophienholm for at høre Bellman. I anledningen af Bellmandagen skulle de opføre ”Ulla Skal på Bal” en lille vaudeville. Carl Michael Bellman regnes for en af Europas fineste digtere fra sin tid (1740-1795). HER  










Vi tog hjemmefra Kl. 9 og cyklede først til Holte. Der var kun lopper i dag, så vi cyklede videre op over Geels bakke mod Lyngby, en tur på ca. 6 km. og en meeeeeeeeeeeeeeget lang bakke – med en stigning på ca. 8 %. Det har fotografen regnet ud...


Fotografen H.N. med sin cykel

I Lyngby var der gevinst. Jeg har meget længe ønsket en helt speciel syæske og pludselig var den der. Den råbte: ”tag mig, tag mig” og det gjorde jeg så. Jeg er virkelig glad for den og glæder mig til at tage den i brug. Jeg fandt også et meget smukt armbånd og et par sko som er næsten helt nye.


En flot syæske

Orange flamencosko 


Jeg kunne ikke stå for farverne, er de ikke smukke?





Videre gik turen mod Sophienholm, en lille perle i klassicistisk arkitektur. Den oprindelige bygning er opført i 1768 og senere købt af storkøbmanden Constantin Brun som en gave til hans hustru Frederikke Brun. F. B. har sat sit meget personlige præg på Sophienholm og dets historie. Det er hendes fortjeneste at Sophienholm i dag betragtes som en af de fornemste repræsentanter for dansk salonliv i det 19. århundrede. Frederikke var ikke en kvinde der opgav sine projekter, bl.a. at skrive digte og fylde huset med tidens kunstnere, så når det blev for meget for hr. Constantin trak han sig tilbage til sit kabinet -væk fra sin kones ”poetiske galskab”. Læs historien om Frederikke Brun HER den er meget interessant. 



Sophienholm


Sophienholm har selvfølgelige også en skøn lille cafe, hvor de serverer god mad og de dejligste kager. Så efter en pariserbøf til fotografen og en nystegt rødspætte til fru Bruun og to store fadøl, sluttede vi af med kaffe og en skøn chokoladekage.


Det er for øvrigt en af vore folkekære digtere, Benny Andersen,  der sidder med den lyse stråhat til venstre i billedet. Han har æresbolig på Sophienholm, en dejlig tradition. Det er Benny Andersen der har skrevet "Svantes Viser" som beskrive den danske folkesjæl så smukt. 








Og så var der Bellman og ”Ulla Skal til Bal”.   Carl Michal Bellman var en af Sveriges største digtere og visesanger. Han skrev muntre og undertiden tragiske digte om personer fra Stockholms folkeliv. Han begyndte med religiøse skrifter, men endte med satire, moralske digte og kærligheds digte. Nogle af sangene har ikke altid været betragtet som stuerene.















                    På turen hjem kørte vi ad stierne omkring søen, med de forhindringer der er.






En af bådene der sejler rundt på alle søerne


Broen er temmelig stejl for at bådene kan sejle under, men der er lavet spor
 så man kan trække sin cykel op over.




                 Det var meget på en gang, tak for din tålmodighed og fordi du kom forbi min blog 
                                                                 og tog med på turen.



13. august 2012

Guldknap til Baum und Pferdgarten


I år er det Baun und Pferdgarten der har fået ALT for damernes guldknap 2012. Den bliver hvert år givet til en designer eller et brand, det har været i stand til at kombinere smukt design med  kommerciel succes. Baum und Pferdgarten har jeg skrevet om før HER. I mine øjne er de dygtige designere HER.
Hvis jeg kunne give en fru Bruuns "silver-hår-knap", ville B und P få den, fordi de har en enkel og smuk linie i deres design, og fordi der er noget for enhver alder, det synes jeg er ret flot. 

Silkekjolen er smuk i sig selv og behøver egentligt ikke mere, men jeg har alligevel sat den samme med lidt farver. Et gult bælte, et par fantastiske sko, som jeg synes er meget elegante og nogle øreringe der vil afslutte dette look.





Silkekjole med brystlomme / Baum und Pferdgarten




Bælte LOT/ Baund und Pferdgarten
Sko / Oscar de la Renta / Netaporter
Øreringe / Oscar de la Renta / Netaporter


6. august 2012

Copenhagen Fashion Week...

hos fru Bruun med gråt, hvidt og sort. Der er modeuge i København i denne uge. Så der er meget at se på, hvis man ellers kunne kom ind og se de forskellige opvisninger. Men det er ikke så lige til, man skal være en stor blogger og jeg er en gammel blogger, hvilket ikke er det samme som en stor blogger, så jeg følger med HER :D))




Jeg får nyhedsbrev fra et af københavns største stormagasiner, Illum og i det nyhedbrev stod der, at man havde lavet et spændende tiltag. Man havde valgt nogle bloggere fra Bloggers Delight HER, til at style nogle giner. BD er en blogger portal, hvor der er en hvis standard for hvordan bloggen skal se ud og det ses.

Jeg tænkte, at med den lille fine skare der følger mig og min blog, må jeg da også kunne style en gine hos Illum :) (gine = maniquin) Jeg spurgte høfligt om de ikke kunne tænke sig at få en "gammel" blogger ind og style, og fik dette venlige svar. 

Hej Anne-Marie
Tak for din mailJ
Du har en rigtig fin blog og det ser meget spændende ud.
Jeg tror at grunden til vi har så unge bloggere til at style er at de har flest læsere – vi skal jo sikre os at det vi gør også bliver set rundt omkring. Men jeg synes helt sikkert at det er en god ide at tænker lidt mere over andre modebloggere, så det vil jeg lige holde i tankerne til næste fashion week.
God blogge-lyst under fashion weekJ
LLUM A/S
www.illum.dk

Nu venter jeg spændt på hvad der sker næste gang der er fashion week. Men jeg kan ikke bare sidde og vente, så det er fantastisk at jeg har min egen fine gine, som jeg kan style.





Da jeg havde mit syværksted i 80'erne, fik jeg invitation til det, der dengang hed Future Fashions Scandinavia Copenhagen, den blev afholdt i Bellacentret. Samtidig med invitationen og billetterne var der altid en lille gave og en af de mange gaver jeg fik var et tørklæde, som jeg har gemt i alle de år, med tegninger af Gerda Nysted. Ja, man forstår måske godt, at man ikke længere bliver inviteret med :)) 





















Det fik mig til at grave dette outfit frem. Vintagekjole/Gerard Darel, T-shirt/Filippa K, sko/Arche. Tørklæde i håret / Future Fashions Scandinavia Copenhagen.





                     Det var meget på en gang, tak for din tålmodighed og fordi du kom forbi min blog.


2. august 2012

Hjælp en gammel dame


I dag skulle jeg have været på en tur med min kvinde-netværks-gruppe fra Vi Kvinder HER. Vi skulle på en tur til Christianshavn, men jeg blev forhindret. Min hofte og mit ene ben ville ikke med - de gjorde vrøvl. I stedet kan jeg skrive lidt om en af mine mange ture på cykel. 

Jeg er fascineret af storbyer. Når jeg har rejst, om det har været med tog til Italien eller fly til New York, så har jeg altid været spændt på at tage den første dybe indånding, for at lugte og fornemme stedets puls.




Jeg havde det på samme måde en dag, hvor jeg skulle med S-toget. Da jeg kom ned på stationen, var der sådan en sommer-duft-stemning, selv om det var ret køligt. Der var en forventning om en spændende dag. Jeg kom til at tænke på hvor fantastisk min by er. Jeg kan tage cyklen med toget og jeg kan svømme i havnen. Jeg kan få masse af frisk luft i parkerne og jeg kan cykle overalt i byen. Hvor mange storbyer, med ca. 1 million indbyggere har op til flere havnebassiner, hvor man kan bade i rent vand direkte i havnen. HER




Billedet fra havnebadet herunder er lånt fra  Christianshavnernet HER, hvor livet på Christianshavn og Islands Brygge er beskrevet og fotograferet.




Den morgen var der totalt fyldt op i cykel-togvognen og man måtte løfte cyklerne hen over hinanden for at komme ind og ud. Alligevel var der smil og god stemning. 




Da jeg kom frem til mit bestemmelsessted, virkede elevatoren fra perronen op til gaden ikke, så jeg skulle bære min cykel op af trapperne. Der gik to unge rappere bag mig og "sang" men pludselig spurgte den ene af dem, om han skulle bære cyklen op for mig. Jeg takkede selvfølgelig, hvorpå han svarede halvt rappende henvendt til sin kammerat: "Man må da hjælpe de gamle damer ik' mand.." Der er  visse fordele ved at blive betragtet som gammel. Den morgen var fotografen ikke med.






På en anden tur til Valby var fotografen med. Det var en god lang tur. Jeg havde hørt om en butik med meget spændende kjolestoffer. Da vi nåede frem, havde butikken ikke det jeg var kørt efter, så vi tog et pit-stop og gik på café for at tanke op til cykleturen hjem. Jeg ser lidt træt ud, men det var også en af de rigtig lange ture.








Foto: H.N.


Og apropos rejse, så kommer min ene datter med familie hjem fra en 1 måneds rundrejse i USA. Jeg glæder mig til at høre om deres oplevelser. Har du også noget at fortælle om en rejse, en cykeltur eller måske om en ombygning, en oprydning i dit klædeskab eller noget helt andet, du har lavet i sommerferien :) ?


Det jeg har på: Bluse/Nørgaar på strøget, Tørklæde/Sonie Rykiel, frakke/Moncler, cykel/Jensen