29. august 2016

Sonia Rykiel og nostalgi


Den 25. august sagde Sonia Rykiel farvel, eller det er vel os der er tilbage, der siger farvel til en stor designer. Sonia Rykiel var sådan en designer, man altid kom tilbage til, eller det gjorde jeg. Fordi hun altid havde noget i sit design, jeg kunne blive inspireret af. Det var enkelt og det jeg kalder, glad design. Især hendes striber har altid været en kæmpe inspiration og er det stadig. Jeg blev nostalgisk og trist, da jeg så, at hun var død. Det fik mig til at lede i mine gemmer. Her fandt jeg et gammelt blad - "B.C. Bulletin" fra 1984. Det blev udgivet af Birger Christensen. Og lad mig sige det sådan, når jeg dengang kom ind fra provinsen til hovedstaden, var det lykken, hvis jeg kunne få fat i det blad. 
Bag på forsiden står der: Ansvarshavende redaktør: Ann Mariager - Grafisk tilrettelægger: Simon Bang - Hår: Jean Leonard - Makup: Berite Willerslev o.s.v....  Og på side fem er det Sonia Rykiel.
Når jeg bladrer i det nu, får jeg den der lynfølelse -  åh! lad mig lige komme et smut tilbage til den tid.

Jeg har i tidens løb købt en del Sonja Rykiel. Det jeg har tilbage er en lille taske, som rigtig mange kender og måske har magen til i skabet. Og en alpehue som jeg næsten har slidt tynd. Her i foråret besluttede jeg, at jeg ville prøve at strikke en kopi af alpehuen. Jeg fandt en opskrift på nettet, jeg tror den er fra Drops Design. Men det var ikke en Sonia Rykiel strikkeopskrift, så den måtte tilpasses og jeg talte masker på originalen. Den orange blev inspireret af en Gucci alpehue, jeg så i foråret. Jeg har en alpehue mere, jeg har strikket (ja!!! jeg gik lidt amok) den viser jeg en anden gang. 

Sådan inspirerer designerne os. Selv om vi måske ikke synes, at mode er særlig vigtig, så smitter det af undervejs og får indflydelse på hvad tøj vi går i og nogle gange også, hvad vi tænker. Vi bliver præget. Hvis jeg kunne købe det, der var i dette blad for 30 år siden, ville det også passe mig perfekt i dag, for det er så fint. Smukt design, som for øvrigt er mange ting, beriger os. De designere der kan det, husker vi. 






I øverste rubrik står der: "Kvinder over hele jorden elsker hendes tøj. Hendes tøjstil er ligefrem blevet et begreb. Kodeordet er enkelhed, og navnet er Sonia Rykiel. Selv går den verdenskendte designer med det udslåede røde hår altid i sort. Alligevel er hendes kollektioner altid fyldt med striber".




Sonia Rykiel taske og hue

Fru Bruuns hue og Hermés tørklæde




Det sidste billede kan ses på min IG, 
da jeg er kommet til at slette mit originalbillede. 





<>





Ingen kommentarer:

Send en kommentar