Det er længe siden, jeg har givet lyd fra mig. Og jeg vil sige tak til alle der trofast har hængt på. Og til nye der er kommet til. Det er fantastisk, at I er der endnu.
Jeg skrev sidst, at jeg havde en blogblokering og at jeg "detoxede". Jeg var simpelthen kørt træt i min egen inspiration, som så pludselig var helt væk. Jeg var kørt træt i alle de elektroniske steder, man skal være på, når man blogger. Så jeg tog en detoxudrensning og var kun på IG, hvor billederne taler for sig selv og kun undestreges af små tegn. Så det har været dejligt mentalt at holde fri. Jeg har tænkt en del over, om det måske er på tide at lukke ned. Men jeg tror ikke, jeg kan undvære bloggen lidt endnu til min leg med tøj og tilbehør.
Jeg har haft tid til at se lidt indad. Jeg er typen, der er nødt til at have en æstetisk orden i mine omgivelser, for at få ro i mit indre. Og det betyder, at mange ting omkring mig skal ordnes, før jeg kan være kreativ på bloggen. Ja kreativ i det hele taget. Sådan hænger det ligesom sammen for mig. Og da jeg både er tekniker, fotograf, stylist, planlægger, indkøber og meget mere, så kræver det tid at blogge. Så jeg har besluttet ikke at lade mig stresse - jeg vil i det mindste forsøge. Tage den tid det tager og i det hele taget holde fast i mig selv, og alle de ting jeg gerne vil ved siden af bloggen.
Siden sidst har jeg fejret min mands 80 års fødselsdag. Og jeg har været ude og rejse. Her gælder det samme - ikke stresse eller føle sig presset. Når billetautomaten driller. Når jeg går i panik og ikke kan finde den rigtige mønt til toilettet ved en ny destination. Når jeg fumler med returpengene ved indkøbsbåndet. Når jeg mærker nogen puste mig i nakken, fordi det ikke gå hurtigt nok. Når jeg lejer bil i udlandet og kører tre gange rundt i en rundkørsel, inden jeg finder den rigtige afkørsel. Ja ikke stresse. Men glæde sig over, at der er så meget der lykkes. At der i det hele taget findes en afkørsel, så jeg ikke køre rundt i alle de rundkørsler endnu. At jeg stadig kan og tør svømme i de store bølger. Sige - pyt! til det jeg ikke kan, eller øve mig så jeg kan. Glæde mig over, at jeg også engang har været lynhurtig, haft det store overblik. Trykket pedalen i bund, været 100% effektiv og skarp. At jeg har haft tusindevis af gode oplevelser. Nu er jeg bare gået i ZEN-mood, mit nye mantra. Som jeg fandt på en tur til Sydspanien. Så hatten af for slow-living.
Siden sidst har jeg fejret min mands 80 års fødselsdag. Og jeg har været ude og rejse. Her gælder det samme - ikke stresse eller føle sig presset. Når billetautomaten driller. Når jeg går i panik og ikke kan finde den rigtige mønt til toilettet ved en ny destination. Når jeg fumler med returpengene ved indkøbsbåndet. Når jeg mærker nogen puste mig i nakken, fordi det ikke gå hurtigt nok. Når jeg lejer bil i udlandet og kører tre gange rundt i en rundkørsel, inden jeg finder den rigtige afkørsel. Ja ikke stresse. Men glæde sig over, at der er så meget der lykkes. At der i det hele taget findes en afkørsel, så jeg ikke køre rundt i alle de rundkørsler endnu. At jeg stadig kan og tør svømme i de store bølger. Sige - pyt! til det jeg ikke kan, eller øve mig så jeg kan. Glæde mig over, at jeg også engang har været lynhurtig, haft det store overblik. Trykket pedalen i bund, været 100% effektiv og skarp. At jeg har haft tusindevis af gode oplevelser. Nu er jeg bare gået i ZEN-mood, mit nye mantra. Som jeg fandt på en tur til Sydspanien. Så hatten af for slow-living.
<>
VI SES IGEN
