Se det i øjnene...

For nogle måneder siden, læste jeg en bog, der hedder "Face It" med undertitlen, "What Women Really Feel as Their Looks Change and What to Do about It." Den er skrevet af to amerikanske forfattere, Vivian Diller og Jill Muir-Sukenick. Jeg læste om bogen HER hos "Not Dead Yet Style". Den handler om, at se sine rynker i "øjnene" og forstå, at vi ændrer os med alderen. Intellektuelt forstår vi godt, at vi bliver ældre. Så hvorfor giver rynker og gråt hår så megen kamp og så mange spekulationer. Det er nogle af de iagttagelser og spørgsmål, der er i bogen. De peger også på, at vi bliver bombarderet med skønhedsidealer der afhænger af, om vi ser unge og smukke ud. Og  forestillingen om, at skønhed er vores valuta, vores magt og det, der definerer os som kvinder. De peger på, at mange kvinder føler sig fanget og forvirret ved den kendsgerning, at de ældes. Og spørger - kan vi ældes naturligt med rynker og gråt hår, når vores udseende ikke definerer os længere. Og skal vi bekæmpe ældning, fordi skønhed og ungdom er værdsat så højt?

Nej! Det vil jeg synes er en dårlig ide. Men det gør jo ikke noget, at vi passer godt på os selv, gør os umage og gør os synlige. For ved at blive set, synliggør vi også ældning, der som bekendt er en uomtvistelig del af livet. Ja det beviser faktisk, at vi er i live. Ældning er bare en stil.

Her er mere leg med "Chanel/Dior-dragten". Jeg kan godt lide det pyntede sammen med det lidt rå.  Lidt nitter og lidt bling bling guld. 

ØNSKER 

EN GOD UGE

<>

Det lyserøde hus i Granville

Selvfølgelig er huset lyserødt, kan det være andet! Jeg var også i Granville, på besøg hos Dior, hans hus vel at mærke. Det lyserøde hus i Granville. Hans barndomshjem, som nu er museum. Christian Dior museet. Villaen ligger i en meget smuk have og omgivet af havet og klipperne.

I 1947 åbnede han sit eget modehus, med præsentationen af det legendariske New Look. Han ville fremhæve kvindekroppen - den timeglasformede krop. Hvorimod Chanel, der i sit design, ville give kvindekroppen fri. Dior beundrede kvindekroppen og ville skabe det unikke. På museet er der løbende udstillinger af Diors værker, for det må jeg kalde det - kunstværker. Der var rober i alle afskygninger.  Det var kunstværk. Jeg var virkelig betaget af at se på modellerne og de meget flotte stoffer og broderier. Der var også skitser og skabeloner, så man kunne følge de forskellige faser fra ide til færdigt værk. Og så var der fotografierne, de understregede den unikke Dior.  Det var meget spændende og jeg kunne næsten ikke få nok.  Der var kjoler i miniature på miniature modeller, en lilles piges drøm om en maniquindukke med det fineste tøj. Jeg var solgt. Man måtte ikke fotografere. Men i bogen jeg købte, er der billeder fra udstillingen. Dem, må man så heller ikke gengive. Jeg ville ellers gerne have vist hvor unik og fantastisk det var. Det bliver så bare mig, der optræder på slap line i min "Dior- og Chanel fantasi"

For bogen gav min inspiration, til at lege lidt med en gammel MaxMara dragt, købt for snart 18 år siden. Jeg har altid synes, den var sådan lidt både Chanel og New Look-agtig. Den har overlevet alle mine oprydninger gennem tiden. Jakken havde jeg på i sidste indlæg HER, men sat sammen med nederdelen bliver det noget andet.

Jeg  klikker  videre til det lyserøde hus.......

UDSIGT FRA 

CHRISTIAN DIORS HUS

ØNSKER EN

 GOD

 UGE

<>